Sønderjysk Kål

Sønderjydsk Kål forædler friske, rå hvidkål og grønkål til dybfrosne produkter, der kan anvendes i utallige gastronomiske sammenhænge. De færdige produkter kendes som "Kogt, hakket hvidkål" og "Kogt, hakket grønkål", der gennem generationer har været hovedingredienser i to sønderjydske egnsretter - nemlig Sønderjydsk Grønlangkål og Gammeldags Hvidkål.
 
Kun den bedste grøn- og hvidkål
Den friske, rå grønkål er økologisk dyrket og leveres af en mangeårig samarbejdspartner, der er planteavler i nærheden af Randers. De friske, rå hvidkålshoveder leveres ligeledes af en mangeårig samarbejdspartner. Hvidkålene dyrkes i det nordtyske marskområde, hvor forholdene for dyrkning af hvidkål er optimale.
 
Sønderjydsk Kål anvender således kun udsøgte råvarer fra avlere i forædlingen, for netop kvalitet er det vigtigste nøgleord for virksomheden.  Og det gælder gennem hele processen - fra råvare til færdigt produkt! En særlig vigtig del af forædlingen er også, at kålen ikke koges i vand, men at kålen dampkoges, så man derved bevarer flest mulige vitaminer til fordel for forbrugerne.
 
Toppen af Sønderjylland
Sønderjydsk Kål ligger i Haderslev – Toppen af Sønderjylland - og har eksisteret siden 1974. Virksomheden drives i dag videre af 2. generation og i sæsonen beskæftiger virksomheden 10 medarbejdere. Og så vidt vides er Sønderjydsk Kål den eneste virksomhed af sin art på verdensplan.

 
Læs mere på: www.soenderjydsk-kaal.dk