Aperci - Sønderjysk Lakrids

 

Vi er to iværksættere der sammen har et lille lakridskogeri i Sdr. Vilstrup. Vi hedder Helle og Stefan, og vi er helt skøre med lakrids.

 

Vi har en stor nysgerrighed på, hvordan man laver god lakrids. En skønne dag fik Helle pludselig en genial ide, "Skal vi ikke prøve at lave vores egen lakrids?". Vi syntes begge to, at det kunne være spændende, og tanken var, at det nok ikke ville være så svært, at koge lidt lakrids, så vi blev hurtigt enige om at vi på et tidspunkt ville prøve at kaste os ud i et lakrids eventyr.

 

Så en dag hjemme i stuen tog vi beslutningen om, at nu ville vi koge en lakrids lige som vi kunne tænke os den skulle være. Og vi kom vidt omkring. Konklusionen var klar:” Vi ville lave en lakrids, der var blød i konsistens, og så måtte den ikke sætte sig fast i tænderne”. Så der blev lånt bøger på biblioteket, og der blev ringet rundt til flere slikproducenter. Og vi tænkte:” Yes det er da nemt”. Og så kom gryden ellers i kog. Jagten på vores lakrids har taget et år, og projektet har krævet en ualmindelig stædighed, og stor vedholdenhed. Hele hemmeligheden består i, at udvælge gode råvarer som er det, der giver lakridsen den dybe smag. Derefter langtidskoges lakridsen, og når den er kogt færdig, så ruller vi den i hånden, netop som i gamle dage. Dette giver en unik blødhed, og sammen med lakridsens smag, er der skabt en udsøgt nydelse bid for bid. Her til sidst vil vi lige uddybe procesgangen omkring hvordan lakridsen bliver lavet.

 

Vi bruger råvarer af god kvalitet, og rismel for at gøre lakridsen glutenfri. Ingredienserne blandes sammen, og lakridsmassen koger i 2 timer, førend den rette konsistens er opnået. Når lakridsen er tilstrækkeligt afkølet, begynder vi at lave lakridstængerne. Lakridsstængerne er håndrullede, og helt unikke, da ikke to stænger er ens.

Til sidst skal stængerne hvile, til de er helt afkølede, og klar til at blive pakket.

 Læs mere på: https://aperci.dk/